“Leg på Plejehjem har været en gave for os”
Det er ikke kun børn og plejehjemsbeboere, der nyder at være en del af Leg på Plejehjem. Conni Kristensen er aktivitetsmedarbejder på plejecentret Hjemmet ved Noret i Skælskør og oplever en helt særlig glæde, der smitter af på hende og de andre medarbejdere. Efter første legestue er hun sikker på, samabejdet med børnehaven, bliver en succes!
Et børnehavebarn, en plejehjemsbeboer og en guitarist går ind på en plejehjemsstue. Det lyder måske som starten på en dårlig joke, men det er netop det, der sker, når “Leg på plejehjem” danner rammen for legestuer, hvor ældre og børn mødes og sammen synger gamle danske børnesange som “Jeg ved en lærkerede” og “Se min kjole”.
For nylig mødtes plejecenteret ‘Hjemmet ved Noret’ med børnehaven ‘Rumlepotten’. De skal fremover have en fast legeaftale. Forinden opstarten har medarbejderne fra de to steder, sammen været på opstarts-kursus arrangeret af Foreningen Samværd, der står bag initiativet “Leg på plejehjem”. En del af kurset indebærer at afholde den første legestue.
“Vi var lidt nervøse for støj omkring de ældre. Der skulle være otte børn og otte beboere,” fortæller Conni Kristensen, der er aktivitetsmedarbejder på plejehjemmet og fortsætter:
“Men vores nervøsitet blev gjort til skamme. For fra de kom ind ad døren, så klikkede det fuldstændig mellem børnene og beboerne. Vi havde sat ledige stole op mellem beboerne, og her kravlede børnene op med det samme!”
Et generationsmøde med mening
Leg på Plejehjem skaber rammerne for et unikt generationsmøde, hvor børn og ældre får lov at komme tæt på hinanden gennem sang og leg, faciliteret af en musikvært. Det særlige ved Leg på Plejehjem er, at børn og ældre mødes kontinuerligt. På den måde opbygges relationer på tværs i en genkendelig ramme. Samtidig handler legestuen ikke om, at børnene skal underholde beboerne - alle deltager på lige fod og kan være med uanset fysisk og kognititv formåen.
“Da vi begynder på sanglegene, er der flere beboere, der lyser op og siger: “De sange lærte vi, da vi var børn! Så da vi legede ‘Bjørnen Sover’, og bjørnen vågner op, så skriger børnene jo. Og så tænkte jeg: “Åh nej nu går beboerne!” Men jo mere børnene skreg, jo mere grinte beboerne. Og til sidst begyndte beboerne også at sige farlige bjørnelyde.”
Smil, der smitter
Det er ikke kun børn og plejehjemsbeboere, der nyder at være en del af Leg på Plejehjem. Conni Kristensen oplever nemlig en helt særlig glæde, der smitter af på hende og de andre medarbejdere. Efter første legestue er hun sikker på, samarbejdet med børnehaven, bliver en succes! Hun fortæller:
“For mig skaber det en enorm arbejdsglæde - for nu har jeg nogen at sparre med! Som aktivitetsmedarbejder, står jeg ofte meget alene. Men nu kan jeg sparre med børnehaven - og det kommer til at give så meget til hele plejehjemmet - også udover Leg på Plejehjem. For eksempel risengrød til december - og bål til sommer!”
Hver tredje gang de to institutioner ses, skal det være i børnehaven. Plejecentret vil køre to gange med bussen frem og tilbage i to hold. På den måde får beboerne lov til at prøve, hvordan det er i børnehaven. Tanken er nemlig, at beboerne skal have så mange oplevelser som muligt, mens de kan.
“Leg på Plejehjem har været en gave for os!” slutter Conni Kristensen af.
Foreningen Samværd afholder kurser i Leg på Plejehjem i hele landet, men det er første gang, at der åbner legestuer i Slagelse. I november er det Plejecenter Skovvang og Byskovgård børnehaves tur til at starte et fast samarbejde.








