Vil du være med til at bygge bro mellem generationer, og har du lyst til at udbrede kendskabet til legestuer på plejehjem?

Foreningen Samværd søger frivillige, lokale ambassadører 

Samværd står bag ”Legestuer på plejehjem” på 9 plejehjem i Aarhus Kommune, hvor forældre fx på barsel kan deltage i babyrytmik i fællesskab med de ældre. Legestuerne drives af rytmiklærere, som alle er professionelle og lønnede undervisere. Før og efter legestuerne er der mulighed for at mødes og drikke en kop kaffe med de ældre og de andre forældre. Legestuerne fungerer som åbent hus, og det er gratis at deltage. Vi er på udkig efter frivillige ambassadører i alle 9 lokalområder.

Som frivillig, lokal ambassadør er du:

med til at sørge for at gøre mødre og fædre opmærksomme på legestuen i dit lokalområde fx gennem facebook, opslag i Brugsen eller andre steder, hvor forældre færdes. Du er selv med til at forme, hvordan og hvor meget du vil bidrage med som ambassadør. Vigtigst er, at du hjælper med, at fædre og mødre i dit lokale område kender legestuen. 

Derudover bliver du en del af den nye forening Samværd, hvor vi udover legestuerne gerne vil lave endnu flere møder på tværs af generationer – med mening og magi. Du kommer til at blive en del af netværket i foreningen og får mulighed for at deltage i spændende arrangementer. Som en ekstra tak for hjælpen for dit ambassadørarbejde vil vi gerne tilbyde dig to biografbilletter.

Om du er pensionist, mor/far på barsel, eller noget tredje er underordnet – det vigtigste er, at du gerne vil være med til at få endnu flere til at kende de fantastiske legestuer. Og måske kunne du også være interesseret i at skabe andre initiativer og møder mellem generationer i dit lokalområde.

Lyder det lige som noget for dig, så udfyld blot nedenstående tilmelding og bliv en del af vores ambassadørnetværk.

Tilmelding